Dette diktet kommer jeg aldri bort fra! Stadig tenker jeg på strofer fra det. Skrevet av dansken Iljitsch Johannsen (Skabelse, 1962)
Til tider er jeg angst for at miste
ikke øjne jeg ser med, men mit hjertes øjne,
til tider er jeg angst for at dø, før jeg skal dø,
for at dø med tomme øjne --
Og jeg mærker allerde tørken som lægger
slør over øjnene om morgenen,
jeg merker fjærnheden som følger mig hele dagen
og gør menneskene uvirkelige i trækkene --
Ikke et træ vil nå meg med en gren,
alle fugle, jeg ser flyve, er døde fugle;
jeg kan ikke synge, jeg kan ikke græde,
kilden er sunket tilbage i jorden.
Kilden er sunken tilbage og vil ikke komme,
jeg venter for træt til at grave,
jeg venter for tung til at stige,
ingen bevægelse når mig fra det dyb,
hvor vandet skjuler sine rødder.
Det er et koldt blik at se naturen i øjnene
det er en kulde der får øjet til at fryse
isen trænger ind ad nervernes veje
og drømmen dør i sit kammer --
Og der skulde dog så lidt
til for at ændre alt,
nogengange har kloden vendt mig sin skulder
og jeg har anet en fyldende form.--
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar